5 gourmet restauranter i København

København er en gastronomisk hovedstad, som rummer fantastiske gourmet restauranter. Faktisk i sådan en grad, at turister valfarter til byen for den gastronomiske oplevelse. I denne artikel har vi samlet fem gourmet restauranter i København, som du bare må kende.

Ny nordisk gourmet mad

Noma

Noma, Refshalevej 96, 1432 København K

Noma har været frontløber på ny nordisk mad og manifestet bag. De var med til at gøre Danmark til en gourmet nation, da de åbnede deres restaurant i 2003. I de sidste 20 år har Noma været en restaurant, der har villet genopdage vilde lokale råvarer ved at fouragere og følge årstiderne. Noma er flere gange blevet kåret som “verdens bedste restaurant”, og i dag har de hele tre Michelin stjerner. Restauranten vil fungere, som den gør nu, indtil udgangen af 2024, så skal du nå at spise på Noma, skal du slå til, inden det er for sent.

Thailandsk gourmet og Michelin

Kiin Kiin

Kiin Kiin, Guldbergsgade 21, 2200 København N

Kiin Kiin er en af verdens få thailandske restauranter, som har fået en Michelin-stjerne. Kiin Kiin giver dig en opdateret version af lokale thailandske retter baseret på friske danske råvarer krydret med thailandske krydderier. Restauranten er præget af moderne thailandske interiør med røget mangotræ og smuk kerami, som taler til alle sanserne. Se menuen her.

Fransk cuisine som gourmet

Marchal

Marchal, Hotel d’Angleterre: Kongens Nytorv 34, 1050 København K

Marchal er d’Angleterres restaurant, hvor man forener passion og kulinarisk kunst i en fransk cuisine. Her kan du nyde en middag, hvor den traditionelle gastronomiske passion tilføres et moderne touch, hvad enten det er en klassisk caviar-tasting, en af deres signaturretter eller en guldbelagt isdessert. Om foråret, sommeren og efteråret åbner Marchal op for terrassen ud til Kongens Nytorv, hvor gæster får mulighed for at opleve den københavnske livsstil på tæt hånd. Se menuen her.

Gourmet til alle sanserne

Geranium

Geranium, Per Henrik Lings Allé 4, 8. 2100 København Ø

Geranium’s køkken er lyst, let og dynamisk. Missionen er: “at frembringe måltider, der inddrager alle sanser – restaurerer, udfordrer og beriger.” Restauranten har plads på 8. etage i Fælledparken midt i København, hvorfra man kan følge sæsonernes rejse gennem trækronerne, skimte byens grønne kobbertage og ane vindmøllerne i Øresund. Læs mere og menuen her.

Den ekstraordinære og nytænkende oplevelse i et holistisk gourmet køkken

Alchemist

Alchemist, Refshalevej 173C, 1432 København K

Alchemist ønsker at transformere og transcendere madens og spisningens natur, hvilket de gør med hele to Michelin-stjerner. En aften hos Alchemist består af 50 indtryk ledsaget af en drinks-parring efter eget valg. I løbet af aftenen bliver du guidet på en parallel rejse gennem Alchemists unikke fysiske rum, såvel som gennem dine egne sanser. Kom med et åbent sind og vær klar til at udvide din idé om kulinarisk kunst. Oplevelsen varer i 4-6 timer, og de eneste forudsætninger er nysgerrighed og sindets nærvær.